Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Vores skole

Bregnbjergskolen skoleåret 2022/23

 

Vi starter skoleåret op med 3 spor på alle årgange og i gennemsnit kun 20 elever i almenklasserne. Derudover har vi 6 specialklasser med ca. 6-8 elever i hver klasse. Eleverne i disse klasser, visiteres via. Skoleforvaltningen.

Vores SFO har ca. 140 børn og der er masser af forskellige aktiviteter. Særligt udeliv og bål mad er en stor del af hverdagen. Men også bevægelse og kreative værksteder tilbydes på linje med den frie leg.

Vi tager udgangspunkt i det enkelte barns ressourcer og mulighed for udvikling. Vi arbejder med at inkludere alle elever, med hver deres særlige behov. Vi er rummelige og har øje for det positive i mangfoldigheden. Børnene gør altid det bedste de kan.

På Bregnbjergskolen har vi et lære- og værested, som vi kalder Boblen. Boblen er altid åben- der er tilknyttet en pædagog til tilbuddet. Elever kan være tilknyttet i et fast forløb, men altid med fokus på at være med i det bærende fællesskab i egen klasse. Der kan også være tale om ”akut” opståede behov, hvor der efter aftale kan være brug for en lille pause i hverdagen. Boblens medarbejder arbejder også med udvikling i forhold til klassemiljøer og deltager i klassemøder på årgangene.